på vej hjem fra en trættende dag

S: på en brostensgade
O: huse og et par Caféer samt nogle mennesker, nogle mere travle end andre
T: 15:12

Koutetsu traskede af sted på gaden, hun havde sin skoletaske over skulderen. ** Hold da kæft en dag ..** tænkte hun træt, solen bagte og det havde været et rent helvede at sidde inde i klassen og lytte til lærerens tørre stemme, og da hun endelig havde fri blev hun op ringet af sine forældre om at hun skulle passe sin bror, derfor havde hun ikke travlt med at komme hjem, men gik i et behageligt tempo med hænderne i lommerne

Tsaru traskede langs gaden,hans taske hang over den vestre skulder og dinglede i takt med hans skridt. Han havde en stor softice i hånden. Han havde i andledning af varmen skaffet sig den. Den var blevet dyrere for ham på grund af hans mistanke om at sælgeren var besat.. Men det var ligegyldig Tsarus måde at tjekke det ahvde ikke afgsløret noget umenskeligt..

Koutetsus blik faldt på en dreng med en stor softice i hånden ** mhh måske skulle jeg også skaffe mig sådan en?** tænkte hun, men nej ..... en ting var at gå langsomt en anden at gå tilbage af vejen ** hvor ville det dog være meget nemmere hvis man boede alene, nah måske ikke alene, men i hvert fald ikke havde nogen lille bror, som alligevel ikke laver andet end at smadre ends hverdag, og for den sags skyld også weekenderne** tænkte hun surt . hendes blik villede på ham drengen, han var vel et par år yngre end hende?

"Nam nam!" Udbrød han og kikkedel idt frem og tilbage.. Hov! En pige stod og begloede ham og Hans softice! Nå men hvad ondt gjorde det? hun var vel bare misundelig .. Eller hvad? Måske ville hun prøve at suge hans sjæl ud via et blik?! Han begydnte at gå hurtigere og stirrede stift væk fra pigen

''pigen'' så undrende efter ham da han begyndte at sætte tempoet op **hmm enten er han skør eller også er han en af de der typer som ikke kan lide at omgås andre, men okay ligefrem at flygte fordi han bliver kigget på..... men ok så, jeg kan jo heldigvis være ligeglad... jeg har jo en sag med en lille bror at tænke på......jeg kunne jo bestikke ham.... men så ville det bare blive endnu værre ..... måske jeg kunne betale nogen for at passe ham for mig? men det ville nok blive ret dyrt.... og så skulle man finde en som er ene barn og ikke ved hvad han eller hun går ind til** tænkte hun videre mens hun gik, på hendes ansigt vilede et udtryk som bare sagde ''træls''

Han stoppede og kikkede tilbage mod pigen.. *Det kunne egentlig være spændennde at tale med en dæmon.. kunne det ikke*' tænkte han. Han listede over mod hende, det hjalp ikke på at skjule sig, da alle folk flyytede sig fra ham, af ren afsky..

Koutetsu så forbavset på ham da han begyndte at , liste tilbage? ** hmm måske kan jeg få ham til at tage sig af min bror ** tænkte hun, hun var ret desperat for at komme af med det værg. folk flygtede fra ham? ** måske er han en af den slags som tager stoffer?** var det første hun tænkte om det

Han noede helt han til hende.. Han skyndte sig at dække sine øjne med sin arm.. "Øhh.. Fru dæmon?" sagde han spørrgende.. *Hmm bare hun nu ikke bruger sine dæmon kræfter!!* tænkte han og sank en klump ved tanken..

hun så undrende på ham og skød øjenbrynet i vejret '' Øh hvad var det du kaldte mig?'' spurgte hun som for at være sikker på at hun havde hørt rigtigt ** han er tydeligvis skør** tænkte hun mens hun så på hans arm som var oppe forand øjnene som om han skærmede sig

"Du du.. er en dæmon ikke?" spurgte han .. det var tydelighvis et trick for at narre ham! Tsk dumme dæmon, sådan at undervurdere ham .. *Det var dn første fejl!* tænkte han..

hun så på ham '' er det der en eller anden dårligt vits?'' spurgte hun så med en tone som var fyldt med avsky ** nååh han er dén type som har det sjovt ved at gøre grin af os andre .. den fornøjelse får han ikke!** tænkte hun og havde mest lyst til at gå videre , hvad hun også gjorde '' undskyld mig, men jeg syntes ikke den var sjov'' sagde hun så i et køligt tonefald og gik videre hen af vejen

"Ha så let går den ikke! JEG VED HVAD DU ER!!!!!" råbte han. Han råbte tilsyndeladende til Luften da han ikke kunne se at hun havde flyttet sig..

hun vænte sig om og så på ham '' det er mig der ved hvad du er, du er en nar og en stor en !'' sagde hun så, vænte sig om og gik videre ** lille respektløse unge!** tænkte hun surt ** og hvad er det jeg går hjem til , endnu en ... **

Han vendte rundt og kom til at tage armen væk.. Jamen hun gik jo! Han satte i løb op til hende "Jamen ville du ikke opsuge min sjæl?! Og hvorfor er jeg en nar?!" det sidste spørgsmål , sagde han med en vred undertone.. *Lorte dæmon ! Du skal ike kalde mig en nar!*

hun vænte sig om endnu en gang, hun så koldt på ham '' du er en nar fordi du opføre dig så respektløst og går og gør grin med os andre! tag og hold din kæft med det pis, der er ikke andre end dig selv som syntes der er sjovt! hvis du er så meget bedre end os andre så hold dig for helvede Væk!'' sagde hun med en vred undertone, hendes øjne udtrykte vrede og had, han havde valgt et forkert tidpunkt at træde på hende, hun var nærmest glad for at få lov til at sige sin ærlige mening om ''hans'' slags

Nu blev han vred! Ikke nok med ta hun fornærmede og kaldte ham en nar! Næh hun syntes åbenbart også at han var for lav til at ville dræbe!
"Hold dog kæft Dæmon! Syntes det er sjovt at være ved at blive dræbt?! Jeg gør sku da ikke grin med idgbare fordi jeg vil undersøge om man kan snakkke med dæmoner! Og jeg er måske for meget en nar til at du gider suge min sjæl ud eller hvad!" Råbte han.
Han løftede næven og knyttede dne osm for at sige a hun ikke ksulle fornærme ham, dæmon eler ej!

'' tro mig hvis jeg havde kunne suge din sjæld ud, så havde jeg gjort det! jeg gider ikke snakke med dig så skrid med dig, lille dreng og gå hjem til dit tv! og lad for himlens skyld os andre være i fred''sagde hun så '' for ellers ender det med at du får en røvfuld en dag''

"Hva'?! Kan du ikke hvad fanden er det orfr en undskyldning?! LILLE?!!!!" han var nu fuldstændigt rasende *Hvad helvede bilder hun sig ind!*

hun så på ham '' ja du er tydeligt lille i hovedet og i din opførsel! '' sagde hun '' men jeg gider ikke snakke med en dum yngling som dig, jeg har nok i en lille skiderrik! og hvis du er utilfreds, kan du så ikke bare gå? og lade mig være i fred!'' det sidste sagde hun i et vredt, men også træt tonefald

"Hah! Hvis ike det var fordi at jegvidste at du ville forhekse mig ligesåsnart jeg vendte ryggen itl, ville jeg også gå!" Råbte han..
*Forbandede dæmon som om jeg ikke har luret dig!*
Det værste ved dte hele var at Tsaru ikke spøgte men hantroede virkelig at hun var en dæmon..

'' kan du så ikke bare lade mig gå? istedet for at løbe efter mig? forstår du jeg har andet at lave end at stå og diskutere med dig, jeg skal faktisk hjem og sætte endnu en møg unge på plads, og jeg har hverken tid eller løst til at snakke med dig!'' sagde hun

"Hørte du ikke efter?! Jeg ved godt at du vil nakke mig år jeg vender ryggen til!" sagde han, Habn var selv ved at være godt trræt af den ånddsvage dæmon!
Pludselig slog en tanke ned i ham *Måske er hun bare besat.. så hun ikke hele tiden er ´dæmon.. men nogle gange også menneske?!*
Hmm han måtte teste detg.. Han stoppede og vendte ryggen til..

''tak! '' sagde hun, vænte sig om og gik , hendes hænder var ikke længere i lommerne men nede langs siden og knyttede, en besynderlig tanke faldt hende ind og hun standsede brat ** måske mener han det virkelig, måske tror han selv på det, måske er han gal?**

Han vente sig langsomt om .. Han varv ikke død .. hun var kun besat.´"wow.. vent lige.." Hun var standset hendes hænder var knyttede.. Hun ville dræbe ham!!
Han vente sig om og spændede af al kræft(jhvilket ikke var så lidt) Han så sig konstant tilbage.. Han var nået ca. ti meter da han ramte en lygtepæl og røg i jorden..
"Dræb.. m.. mig ikke!.." stammede han og ømmede sit hoved..

hun vænte sig rundt da hun hørte ham ramme lygtepælen, og så ham falde. hun var ikke sikker på at hun havde lyst til at hjælpe ham op, og stod bare og kiggede hvorefter hun besluttede at hun nok hellere ,i hvert fald måtte tilbyde ham hjælp og gik hen mod ham, hun fortrød lidt sin vrede, hun plejede ikke at blive vred over den slags ting