på vej hjem fra en trættende dag

"Af for helvede.. Kan dæmoner virkelig forhekse ens syn uden at se en i øjnedne?!" han prøvede at rejse sig op, men dett ssmertede helt vildt i hans arm.. som han fandt ud af at han havdelandet på..

hun nåede helt hen til ham og rakte sin hånd ned mod ham for at hjælpe ham op ** så har jeg vel gjort bod** tænkte hun '' hvad mener du med Dæmoner? hvis det er mig du kalder en dæmon kan jeg forsikre dig om at det er jeg ikke '' sagde hun så, som for at finde ud af om han virkelig troede på Dæmoner og den slags.

Han tog imod hjælpenm, men han faldt hurtigt ned igen på grund af smerten.. "Det.. arghh.. er klaaart at du iikk... ved det du er jo besat.. !" fortalte han, med nogetbesvær..

'' besat?'' hun skød øjenbrynene i vejret ** slog han hovedet.... nej han plaprede jo også før ** tænkte hun '' hvordan kan du vide jeg er besat? hvordan kan du vide du ikke tager fejl?'' spurgte hun så , det begyndte at interessere hende, enten gik han virkelig op i sin rolle eller også var han skør og troede på det, hun besluttede sig for at finde ud af vilke af delene det kunne være

"Det er indlysende du stirrede på mig for at suge min sjæl ud.. Jeg beslutter mig for at gå hen til dig og du kan ikke huske noget af det.. Så da jeg stopper tager dæmønen over igen og jeg løber.. i dte jeg slår mig bliver du dig selv igen!" sagde han.. Hanmåtte finde en måde at kurrere hende..

'' jeg ved ikke hvor du har det fra, men jeg stirrede ikke på dig, jeg så bare et kort øjeblik på dig, du ligner min bror lidt...'' sagde hun, bror blev udtalt med et surt tonefald ''og jeg har en fin hukommelse, bedre end din tilsyneladende'' sagde hun ''og hvis jeg havde været en dæmon , hvorfor skulle jeg så stå og snakke med dig , hvorfor ikke bare dræbe dig med det samme?'' **står jeg og forsvare mig selv mod en der beskylder mig for at være dæmon?... jeg må virkelig være desperat for ikke at komme hjem... i underbevistheden** tænkte hun

"for... arrgghh" han tog sig til armen.. "Fordi dæmonen har trukket sig tilbage den dukker frem og overtager dit sind når du viser psygisk svaghed s den kan trænge igeennm.." Han kikede langs jorden og fik øje p sin softice som lå nogle meter væk.. han havde tabt den da han løb..ligesom hans taske..

hun fulgte hans blik og gik så hen og tog hans taske op '' jeg kan vel ikke sige noget for at modbevise det '' sagde hun så '' her'' sagde hun og rakte ham tasken '' er der sket noget med armen? er den brækket eller sådan noget?'' hun viste ikke helt hvorfor hun hjalp ham, men det var vel på en måde hendes skyld han var faldet og hun brød sig ikke om at se andre komme til skade.

"Tak.. Og ja tror den er brækkket.." Det var ike fordi han varr pivet, men han havde prøvet at brække armen før.. sidste gang var det bare højre i stedet for den venstre..
"Hmm jeg skulle måske ringe efter en ambullance og en til at mane din dæmon væk.." sagde han

'' lad bare mig ringe hvis der skal ringes '' sagde hun , hun ville helst ikke træffe en eller anden Dæmon maner som først fik hende til at æde hvidløg og sidde i skræderstiling en dag, hvorefter han krævede penge for det '' jeg skal nok holde styr på min dæmon, og ellers finder jeg en måde at kontakte dig på, så kan jeg altid få en Dæmon maner til at mane den ud senere..'' hun tog sin telefon frem '' er det ok hvis jeg ringer?''

"Ja.. " sagde han *Hun var egetnlig flink nok.. af enbesat at være* tænkte han med et lille smil..
Han lagde sig fladt ned og slappede af, mens han ventede..

hun ringede og efter et lille stykke tid kom hun igennem '' ja hallo, jeg er på en gade ved navn Yashgade, hvor en dreng har brækket armen, da han kom til at gå ind i en lygtepæl'' man kunne høre en svag stemme i røret min ikke hvad den sagde kun Koutetsu kunne høre det helt '' Ja øh '' hun så sig om '' ved nr 23, du ved den der café ved navn Larienc..'' endnu noget som lød som mumlen for Tsaru, hun gav ham post nummeret og fortalte manden om, hvordan det var sket, dog uden at nævne at hun havde snakket med drengen før det var sket, hvorefter personen i røret lagde på. hun smilede til Tsaru '' de kommer snart, skal jeg holde dig med selvskab intil da? '' spurgte hun så med et lille smil til sig selv

"gerne.." sagde han med et smil. *hun må begynde!* tænkte han..
Han smilte ved tanken om at få lavet aremn.. det va altdi rart når man vedste at ens smerte ville stoppe..

hun så undrende på ham '' hvorfor smiler du? du har lige brækket en arm, er sammen med en du mistænker for at være dæmon og venter på en ambulance'' sagde hun , hun forstod ham ikke, hun var kommet til skade mange gang, hun dyrkede jo når alt kom til alt meget sport, men det smilede hun da ikke ligefrem af .

"jeg smiler netop p å grund af at ambullancen kommer" sagde han med et msil.. "har du selv prøvet at brække noget?" smerten var stadig stor.. men han udholdte det..

'' ja mange gange, jeg dyrker sport forstås'' sagde hun det sidste sådan forklarende. når hun tænkte over det virkede det rigtigt at smile over at ambulancen kom, det hjalp jo ike at klynke, hvad hun nu ikke selv plejede at gøre '' tjah jeg tror jeg forstår hvad du mener'' sagde hun så **han er ikke helt normal, men det er der vel ik mange som er** tænkte hun, og kom til at smile

"Nå hvilken slags?" spurgte han mens han bed tænderne sammen. Han var jo normal at snakke med.. når der ikke var ullykke i nærheden af ham.. og når bare emnet ikke stod til ham.. han dyrkede selv lidtsport en gang imellem.. men mest fodbold eler kampsport, hvis det endelig var.

''tjah, jeg dyrker det meste sport, nah ikke kamp sport men ellers, kan bedst lide bordtennis, der er jeg heller aldrig kommet til skade '' sagde hun med et smil **uha et normalt emne, lige nu kunne han være, måske ikke hvem som helst, men en nogenlunde normal person i hvert fald** tænkte hun , på en eller anden måde morede det hende

"Hmm kunne helelr ikek se hvordan man kunne komme til skade i bordtennis..Med midre der han ullykke over en.." Begydnmte han tænksomt.
Han skulle holdes i kort snor med sit ullykke noget, men ikkke alle var perfekte..

'' men det har der så ikke været. altså ulykke over mig, faktisk vinder jeg en del'' sagde hun, det sidste ret beskedent '' hvad med dig selv, går du til sport? '' spurgte hun så ** mon Ambulancen snart kommer?** tænkte hun og hørte efter **nej det vare vist lidt, men lige nu går det jo også udemærket**

Han skulle lige til at udbryde noget om nogle frobanddelser der først gjorde en helidg.. Men HUn afbrød hans tankgang. "Narh I perioder kan jeg finde på at gå til fodbold eller kampsport, Men har ikke luyst hele året" Forklarede han.
"Du ved nogle gang bliver dte for meget, når man også har lektier og sådan at passe."

hun så på ham '' ja det kender jeg godt, lige for øjeblikket går jeg kun til bordtennis af samme grund, men regner med at starte til noget mere igen, jeg kommer til at savne det '' sagde hun ''hvordan er det så at gå til kampsport?'' spurgte hun så, det kunne være man skulle prøve det? når man engang fik tid..

"Tjah smag og behag.." sagde han.
"Det kræver hård træning derhjemme, man kan ikke bare kommeog forvente at kunne alting uden hård træning.. Hvilket også tager tid" sagde han og sukkede. "Men i virkeligheden handler det jo bare om at give sig tid ikke?"

hun tænkte lidt over hvad han sagde '' man skal heller ikke give sig for meget tid, i hvert fald ikke i sport, der er mange situationer hvor du bare skal gå lige på og finde på et eller andet hurtigt at gøre'' sagde hun så '' men i selve livet, er det nok meget godt at give sig tid, så bliver man da ikke stræsset i hvert fald'' **en sjov teori egentlig** tænkte hun , den havde hun aldrig selv sådan tænkt over.

Han nikkede med et smil.
"Præcist, det er akkurat hvad jeg mener" Han smilte endnu en der forstodham, når det galt om sådan noget i hvert fald.
"Hvor lang tid har du spillet bordtennis?" spurgte han